Nu er det officielt: Pappi’s pub lukker

Pappi’s pub slog dørene op for første gang i august sidste år. Nu lukkes de snart i, og det gør ondt på stedets ejer og gæster.

I denne uge bliver de sidste drikkevarer langet over disken. Foto af Nynne Lehbert.

Af Nynne Lehbert

Pappi’s pub med adresse på Kongensgade 19 er snart ved at være fortid. Lørdag i sidste uge blev det officielt. Pappi’s pub lukker. Tidspunktet er endnu ukendt, men ejeren slår fast, at de nu er begyndt at sælge ud af de sidste våde varer.

En svær beslutning

”Det er vores eget valg. Vi kan ikke mere”, fortæller ejeren af stedet, Henrik Holm Andersen. Han har drevet pubben med sin kæreste, Dina Jensen, som har været bestyrer på stedet. Lukningen skyldes, at Dina Jensen har være syg i en længere periode, og derfor siger parret nu stop.

Drømmen var, at stedet skulle drives af parret i mange år. ”Nogle gange bestemmer man bare ikke selv”, siger Dina Jensen.

”Det er pissesvært. Det er ikke sjovt. Vi kommer til at savne gæsterne”, lyder det fra Henrik Holm Andersen.  

Stedet har været et værested for mange mennesker, og folk har fundet hinanden. ”Det har givet mange venskaber både for os – og også for gæsterne internt”, slår Dina Jensen fast. De har siden åbningen af pubben lavet mange ting sammen, og været som én stor familie. De har for eksempel flere gange holdt jul og nytår sammen og været en del af hinandens hverdag.

Også kunderne synes, beslutningen om lukningen er svær. ”Der blev grædt mange tårer”, fortæller en af bartenderne på stedet, Jens Dalgaard Hansen.