Vægtene hæves fortsat selvom stor fitnesskæde løfter priserne

FitnessX varsler dyrere medlemskaber og afskaffelse af en særlig fordel. Til trods for det, bør Esbjergafdelingerne ikke frygte tomme holdsale og støvede håndvægte.

Foto: Laura Dokkedal Jensen

Af: Laura Dokkedal Jensen

Løbebåndene brummer mekanisk i takt med en voldsom bas i det nyopstartede træningscenter på Jagtvej i Esbjerg.

Fitnesscenteret er en del af den landsdækkende kæde FitnessX, der på kun to år har slået dørene op til 20 centre i Danmark.

Den samlede koncern varslede den 29. oktober prisstigninger for en stor del af sine medlemmer, der nu skal betale 350 kroner i måneden i stedet for 300 kroner.

Prisstigningen sker på baggrund af de generelle stigninger på el, vand og varme.

Mathias Olesen, der er Club Manager i FitntessX på Jagtvej i Esbjerg, understreger, at centeret har gjort deres, for at forsøge at undgå prisstigningerne.

”Vi forsøger at spare på strømmen med blandt andet lavenergipærer, selvkørende maskiner og korte åbningstider. Derudover har vi også solceller på taget.”

Udover at regulere priserne, har kæden også valgt at fjerne deres køleautomater, hvor kunderne indtil nu har kunnet tage et gratis produkt om ugen.

Mathias Olesen er ikke bekymret for, at fitnesskæden kommer til at miste kunder som konsekvens af prisstigningerne.

”Jeg er ikke bange for, at vi mister kunder, for folk forstår godt, at verdenssituation presser os alle.”

Trine Johansen, der til dagligt studerer til sygeplejerske, har ikke tænkt sig at stoppe som betalende medlem i centeret på grund af prisstigningerne.

”Jeg vil stadig gerne træne her selvom abonnementet stiger i pris, og for mig har det gratis produkt bare været en ekstra luksus.”

Og den pointe bakker hendes veninde Lea Jacobsen, der til dagligt læser til pædagog, op om.

”Det er klart, at virksomhederne er nødt til at gøre noget, når deres elpriser stiger så meget.”

Foto: Laura Dokkedal Jensen

Lea Jacobsen understreger, at træningen betyder så meget for hende, at hun er villig til at betale. Hun synes, at det er ærgerligt, at det gratis produkt forsvinder, men det er i sidste ende ikke det, der betyder noget for hende.

Heller ikke Jytte Kristensen, der er pensionist, har tænkt sig at stoppe i centeret på grund af prisstigningerne.

”For mig gør prisjusteringerne ikke noget, men det er da en forringelse for os som kunder.”

Hun understreger dog også, at hun vil overveje at skifte center, hvis priserne hos FitnessX overstiger de andre fitnesskæder.  

Konkurrerende kæder som FitnessWorld og Loop varsler dog i øjeblikket ingen prisstigninger.