Seksuelle overgreb på dagsordenen i Esbjerg

På lørdag holdes den årlige ”Synlighedsdag” i Frivillighuset Vindrosen i Esbjerg. Her sættes der fokus på senfølger af seksuelle krænkelser i barndommen.

Foto: Noah Mørch Rysager

Af Noah Mørch Rysager

”Når man har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, kan man gå rundt med en smerte og et traume, der er afgrundsdybt.”

Sådan siger Helle Cleo, der er formand i Landsforeningen Spor.

Den årlige ”Synlighedsdag” finder sted i Esbjerg på lørdag. Dagen har enorm betydning for deltagerne, men grenene vokser længere ud, ifølge Helle Cleo.

”Det har også en afgørende betydning for de mennesker, der endnu ikke er klar til at stå frem og sige ”her er jeg”. På dagen kommer det frem i lyset, og de mennesker kan se, at der er flere,” siger Helle Cleo.

Unge deltagere ved de årlige Synlighedsdage er et vigtigt fokusområde for Landsforeningen, forklarer Helle Cleo:

”Jo yngre folk kommer i gang med deres proces, desto bedre.”

Det kan nemlig sætte spor i ens voksenliv, hvis man for eksempel får børn uden at have rakt ud efter hjælp, ifølge Helle Cleo. Traumerne kan endda ubevidst påvirke ens børn.

”Jo før man rækker ud efter hjælp, jo bedre et voksenliv får man rent faktisk. Derfor er synligheden, som arrangementet bidrager med, vigtig, for så kan de unge mennesker forhåbentligt hurtigere række ud efter hjælp.”

Den primære måde, som arrangørerne prøver at kommunikere til de unge igennem, er Instagram, hvor generalforsamlingen har besluttet, at det skal være vejen frem.