Socialdemokratiets medlemmer betaler for valgkamp i dvale

Socialdemokratiet ligger på lur i Kongensgade og venter på at åbne sin valgbutik. De har i længere tid haft bygningen til rådighed, men den får først et reelt formål, når valget udskrives. Indtil da får medlemmernes kontingent ben at gå på i de halvtomme lokaler.

Socialdemokratiets røde farve ses på den gamle bygning på det royale hjørne inden nedrivning. Foto af Rebekka Gimm

Af Rebekka Søndergaard Gimm

Blandt butikker og halvtomme facader holder folketingsmedlem Anders Kronborg (S) øje med byens borgere og deres færden på Kongensgade. Bag ruden står utallige kopier af folketingsmedlemmet i forskellige størrelser og venter på, at Mette Frederiksen udskriver valg. Socialdemokratiet har nemlig set sit snit, til at forberede valgkampen længe før den officielle udskrivelse af valget.

Finansieret af medlemmerne

Bygningen på hjørnet af Kongensgade og Kronprinsensgade har fået en omgang rød maling, inden den til december skal rives ned. Ejeren af bygningen, Mads Dam Jensen, og Socialdemokratiets kredsformand i Esbjerg by, Kenn Schell Andersen, har indgået en aftale, der gør det muligt at skyde valgkampagnen i gang på ingen tid.

Socialdemokratiets kredsformand i Esbjerg by, Kenn Schell Andersen, fortæller, at huslejen betales gennem medlemmernes kontingent. Han finder det ikke relevant at informere om, hvor stort et beløb de må hoste op med for de indtil nu ubemandede lokaler:

”Det er sagen uvedkommende”, siger han.

Valget afgør skæbnen

Bolsjer og balloner vidner om missionen, men lokalet kræver en kærlig hånd, inden de frivillige åbner dørene for nysgerrige borgere. Fredag d. 7. oktober åbner Socialdemokratiets valgbutik, hvis der altså vel og mærke er udskrevet folketingsvalg. Hvis ikke det er tilfældet, bliver de nødt til at opsige lejemålet og rykke ud.